Sløjfer

tirsdag den 26. juni 2012

Tid til strik

Den skønne færing (ham med sommerfuglene) har sin arbejdsplads i Afrika. Han har længe ventet på at skulle afsted, og i weekenden kom beskeden om, at afrejsen ville være onsdag morgen.
Sådan kom det ikke til at gå; allerede 10 min efter vi sagde farvel i morges, kom der besked om, at hans fly letter i eftermiddag. Jeg er på job, så nu må der siges farvel pr tlf - godt vi har haft en fantastisk god, lang weekend. Næste gensyn: 27. juli - pyha, det skal jeg da vist vænne mig til.
Nu har jeg så alt den tid, jeg har brug for, så nu skal der strikkes igennem

mandag den 18. juni 2012

Jow Jow

Jeg strikker stadig, men jeg må indrømme, det ikke er blevet til ret meget den seneste uges tid. I sidste uge arbejdede jeg om natten, og et par af dagene kom sommerfuglene forbi, 'bare' lige for at sige hej, inden jeg atter skulle på job.
Weekenden har vi tilbragt sammen uden at lave meget andet end at snakke, lære hinanden bedre at kende og hygge.
Desværre betød det også, at jeg glemte alt om Grib Garnet, forhåbentlig bliver jeg tilgivet.
Nu er jeg atter på job, men mon ikke jeg kan vente et besøg eller to i løbet af ugen ;-)

Fik jeg fortalt, han er færing? Og mig, der i forvejen er helt vild med Færøerne

søndag den 10. juni 2012

Danish Air Show

Jeg er bidt af en gal flyver, har lidt jetfuel i årerne.
For mange år siden var jeg konstabel i Flyvevåbnet, ni år blev det til, inden jeg syntes, jeg havde udstået min værnepligt.
Derfor kunne hverken regn eller lavthængende skyer holde mig væk fra Flyvestation Aalborg i dag. Nogle af opvisningerne blev aflyst i løbet af dagen, men der var stadig mange flotte flyvninger. De har altså is i maven de piloter, der både ruller og flyver på hovedet i deres smukke fly.
Jeg fløj nogle få timer i T-17, et lille skolefly, da jeg var yngre, og når jeg tænker på, hvor mange G, sådan et fly kan trække, kan jeg levende forestille mig, hvordan kinderne har hængt skiftevis på brystet og i panden på jagerpiloterne i dag.
(G= tyngdekraftpåvirkning)

fredag den 8. juni 2012

Friuge og en spirende forelskelse

Efter at have arbejdet seks dage om ugen et stykke tid, besluttede jeg mig for at holde denne uge fri.
Og sikke en uge, det viste sig at blive. Weekenden brugte jeg til oprydning og rengøring, så jeg rigtig kunne nyde at være hjemme.
Min have har længe været ved at vokse mig over hovedet, så jeg har haft et havefirma til at rydde op i det værste. Sikke en lettelse og helt sikkert alle pengene værd. Der er stadig meget at gøre, men nu kan jeg overskue det og venter bare på bedre vejr - lige nu øsregner det nemlig.
Ugens største overraskelse har været mødet med et menneske, som allerede har gjort et kæmpe indtryk på mig. Jeg har været single (mere eller mindre) i over ni år og var slet ikke forberedt på dette. Sommerfuglene bakser om kap i hele kroppen, nu må tiden vise, om de falder til jorden eller de bakser videre. Lige nu er jeg i hvert fald gladere, end jeg har været længe

tirsdag den 5. juni 2012

Mini for voksne


blev færdig for et stykke tid siden, jeg kunne bare ikke lige tage mig sammen til at sy knapper i. Den ruller lidt i kanterne, vil det hjælpe med en hæklet kant? Eller har I andre gode ideer?
Jeg har strikket i 3-trådet Navia, opskriften er fra design-club

Rigtig god Grundlovsdag til jer alle

fredag den 1. juni 2012

Frk. Sommer


Jeg har været vild med Frk. Sommer, siden jeg så den første gang. Nu har jeg endelig taget mig sammen til at få den lavet. Den har været en fornøjelse at strikke. Opskriften er lige til at gå til, enkel med den lille detalje med at droppe en maske på hver 6. p.

Iflg. opskriften laves der striber, når man kommer under brystet (blusen er strikket oppefra og ned). Da jeg havde strikket ca 5 cm striber, besluttede jeg mig for at strikke i Highland Wool hele vejen. Jeg bliver aldrig fan af Viscolin-garnet. Det deler ved strikning, og jeg synes, det bliver slasket, når det er strikket. Her er det brugt som striber i halskanten, og det er jeg ret tilfreds med.
Jeg har strikket ærmerne lidt længere end i opskriften, mine overarme er nu engang pænest, når de ikke bliver skåret lige der, hvor de er bredest.

Modellen er fra Isager, og jeg har strikket i Highland Wool og Viscolin. Blusen vejer ca 180 gr - og jeg er særdeles tilfreds med den.