Sløjfer

lørdag den 25. oktober 2014

Det er ikke tit, det sker

Jeg har strikket strømper - begge to - og endda i str 44; jeg kan slet ikke huske, hvornår det sidst er sket.
Strømperne er strikket i Drops Fabel på p. 2½ og 3, og jeg har brugt 81 gram garn


Nu mangler de bare en tur i vaskemaskinen, inden de skal sendes til København

mandag den 20. oktober 2014

Forventningens glæde

I øjeblikket er der mange hvis'er og måske'er i mit liv. Heldigvis har jeg nu også noget dejligt at se frem til. I april 2015 afholdes der strikkefestival i Fuglafjørðdur på Færøerne, bindifestival, og der skulle ikke mange opfordringer til, før jeg var klar.
Flybilletterne er købt, ligeså er indgang til festivalen + en enkelt workshop, som dog først kan vælges til januar. Vi rejser tirsdag, så vi kan få en hel dag til hygge i Tórshavn.
Hold da op, hvor er der lang tid til april.

  Atlantic Airways Faroe Islands 453
CPH til FAE 14. apr., 12.55

søndag den 12. oktober 2014

En skøn weekend er forbi

Jeg har haft en virkelig dejlig weekend.
Datter og barnebarn har været hjemme. Vi slappede totalt af. Datteren var småsyg, så vi hyggede hjemme med masser af snak, og når Svesken blev lagt i seng, så vi Home Land på Netflix. Vi er nået til sæson 3, og vi har set alle afsnittene sammen.


Min gode og trofaste ven fyldte 12 år i lørdags, og Svesken havde gaver med, bl.a. griseører; de blev taget rigtig godt imod 

torsdag den 9. oktober 2014

Blød, anvendelig - og for stor


Under en tur på lageret, fandt jeg den smukkeste aubergine-farvede Arwetta. Den omsatte jeg straks til denne bluse, som jeg fandt opskriften på i Maries Ideer nr. 2/2014.
Desværre er den blevet lidt for stor, men jeg nægter simpelthen at pille den op


søndag den 5. oktober 2014

Mona, som har bloggen dqpage.blogspot.dk , havde arrangeret en tur til Videbæk, hvor frujensensunikum huserer med sine særdeles lækre garner.
Vi fyldte en bil her fra Aalborg og mødtes med endnu et par garnelskende kvinder til et veldækket bord, masser af snak og grin, og ikke mindst fik vi gramset på garn så lækkert, at jeg kunne have taget det hele med hjem.

Jeg begrænsede mig dog en hel del, og købte kun ind til et kommende sjal i det blødeste alpaka, jeg nogensinde har rørt ved


Nu skal det vindes op, så det kan komme på pindene, indtil da gramser jeg videre