Sløjfer

torsdag den 15. december 2016

Ny cardigan til Svesken


Svesken er stadig glad for det, jeg strikker til hende. For det meste bestiller hun selv, men ind imellem falder jeg over noget, jeg MÅ strikke til hende.
Som denne cardigan. Den er strikket i Sandnes Tweed og er helt vildt blød. Og heldigvis faldt den i god jord.
Jeg har brugt knap 150 gr marineblå og en smule grå, jeg havde tilovers for en trøje til mig selv. Jeg har strikket på p 4½ og 5

fredag den 9. december 2016

Stjernetrøje

 
 
Selvom jeg altid har været vil med det færøske stjernemønster, har jeg aldrig fået strikket en trøje med mønsteret. Så da denne unge kvinde spurgte, om jeg ville strikke en til hende, var jeg ikke i tvivl, selvfølgelig ville jeg det.
Jeg har brugt en opskrift fra Kreativ Strik nr. 4, 2013 som grundmodel, stjernemønsteret havde jeg liggende, ellers findes det i forskellige versioner på nettet
Knap 500 gr Per Gynt fra Sandnes, (købt til formålet) strikket på p 4½ og 5½ - str M

onsdag den 30. november 2016

Camomille

Endnu et Camomille er blevet færdigt. Det er det tredje, jeg har strikket, men de to andre har jeg givet væk. Denne gang har jeg strikket i SilkWool på pind 4½. Jeg har brugt 261 gram fra lageret, som er bragt godt ned i løbet af året


onsdag den 9. november 2016

Vanter til stor og lille

Normalt bruger jeg skindhandsker om vinteren, men jeg synes faktisk, de er for kolde, især når jeg lufter hund. Derfor har jeg strikket et par vanter til filtning. Efter to gange i maskinen på 40 grader er de dog stadig for store, og jeg er bange for, de bliver stive, hvis jeg bliver ved at filte dem.
Jeg har også strikket et par små babyvanter. Jeg synes også, de ser store ud, men babyers hænder vokser jo, så på et eller andet tidspunkt passer de vel - det håber jeg til gengæld ikke, at mine hænder gør, så jeg må nok finde et par store mandehænder, der trænger til varme.
 
 

Damevanterne er strikket i Fritidsgarn fra Sandnes, hvor opskriften også kommer fra, jeg har brugt knap to nøgler + mønsterfarve - garnet er fra lageret
Babyvanterne er strikket i Drops Alpaca og Drops BabyAlpaca Silk, opskriften er fra Tusindfryd

onsdag den 2. november 2016

Jakke til en lille dreng


Da jeg flyttede ind i mit nuværende hjem, var der specielt én af naboerne, der tog godt imod mig. Hun er lige blevet mormor for første gang, så jeg har strikket denne lille jakke til barnebarnet.
Opskriften er fra Babystrik på pinde 3½ - 4 af Lene Holme Samsøe.
Jeg har strikket i Drops Alpaca fra lageret, mens knapperne er indkøbt til formålet. 100 gr i det hele

tirsdag den 18. oktober 2016

Endelig er Tweed strikket færdig



Tweed er fra Let's Tweed af Susie Haumann. 
Jeg begyndte på den for så længe siden, at jeg knap nok kan huske det. Den har været taget frem fra gemmerne utallige gange, egentlig fordi jeg ville trævle den op, men hver gang jeg fik den op af posen, strikkede jeg et par pinde i stedet for. 
For nogle uger siden besluttede jeg mig så endelig for at få den færdig. Vævestrik er på ingen måder svært at strikke, men hold da op, hvor tager det lang tid.
Nu er den klar til knapper og vask, og jeg glæder mig til at få den i brug.
331 gr Højlandsuld fra Garnudsalg, strikket på p 4 (skulle have været strikket på p 3½, men jeg fik startet på p 4 og besluttede mig for at fortsætte)
Garnet er fra lageret, som jeg har gjort et større indhug i i løbet af året (kan I se glorien?)

torsdag den 22. september 2016

Børkubóndi



Jeg købte fire fed Sirri-garn, da jeg var til strikkefestival på Færøerne. De er nu blevet omsat til denne skønne trøje, som jeg glæder mig til at tage i brug, når det bliver koldt
395 gram på p 4½ og 5½. Opskriften er også fra Færøerne

søndag den 11. september 2016

Blaka

Ved indgangen til Pakhusstrik i sidste weekend, stod der papirsposer med en gave til os, der havde købt billetten online.
I posen lå der et ngl Einband og en opskrift på dette lille tørklæde med flagermus
Tørklædet er strikket på p 4 og vejer 28 gram

onsdag den 7. september 2016

Islandsk sjal i færøsk garn

Jeg er vild med islandske Hélène Magnússons designs, og nu er et let sjal hoppet af pindene.


Margrét Triangular Shawl er strikket i Navia Uno på pind 4. Det måler to m i bredden og 84 cm i højden uden frynser
24 gram grå, 31 gram lys blå og 109 gram hvid har jeg brugt. Den hvide er fra lageret, de to andre fik jeg min færøske veninde til at tage med ned til mig, da vi skulle ses i Nordjylland


mandag den 5. september 2016

Pakhusstrik

I lørdags var jeg til Pakhusstrik på Nordatlantens Brygge. Der var udstillere med lækkerier fra Island, Grønland og Færøerne.
Og fristelser var der nok af. Jeg købte to fed moskusuld, to opskrifter på trøjer fra islandske Móakot med knapper til den ene og to knapper lavet af kohorn.



Jeg var til to foredrag om uldens tilblivelse, det ene med forhandleren af Sirri på Færøerne, det andet om islandske Istex. Specielt det sidste var ret spændende

fredag den 2. september 2016

Haslevsjalet

I marts var der strikkefestival i Haslev. I den anledning lavede Charlotte Kaae en opskrift på et sjal. Jeg deltog ikke i Haslev, men nu har jeg strikket sjalet.
På en af mine mange ture til Færøerne fik jeg købt gult Navia Trio. Ikke fordi jeg havde et projekt i tankerne, men nu har garnet ligget længe nok



Hvorfor jeg købte gult garn ved jeg egentlig ikke, det er temmelig langt fra det, jeg plejer at købe. Jeg er dog blevet ret glad for det, og på turen til Sverige havde jeg det på konstant.
Jeg har brugt ca 470 gr, , strikket på pind nr. 5, og sjalet måler imponerende 264 ca i bredden og 97 cm i højden

onsdag den 24. august 2016

Nancy til Svesken

Svesken har droppet lilla som den absolutte favoritfarve, nu er det blå og turkis, der er i højsædet. Da jeg var til strikkefestival på Færøerne, købte jeg derfor (bl.a.) garn til en cardigan til den skønne.
Valget faldt på Nancy, som er nem at gå til


Cardiganen er strikket i totrådet Snældan. Jeg har strikket str 4 år i bredden og str 8-10 år i længden. Alligevel er ærmerne lige i det korteste, så jeg må forlænge ribkanten, inden det for alvor bliver tid til uldne trøjer

tirsdag den 23. august 2016

To ugers ferie er gået

Jeg tilbragte tre dage hos dejlige venner i Nordjylland, hvor min færøske veninde og hendes mand var på ferie.
Lørdag var jeg så heldig at være inviteret i min 'gamle' strikkeklub. Jeg savner de skønne strikkekvinder, så det var virkelig en fornøjelse at være sammen med dem. Hos værtinden fik jeg også et kig til et strikkelager, der faktisk er større end mit :-)
Bagefter kørte jeg til Rødhus, hvor jeg havde lejet et sommerhus i en uge. Sol, strand og vand og besøg af venner, hvad mere kan man forlange af sin ferie?
Lige nu er jeg hjemme, lørdag kører jeg til Sverige, hvor jeg har lejet et hus i en uge

mandag den 1. august 2016

Beate

Sidste sommer købte jeg mønster til Beate, en sommertop af Rasmilla, jeg fandt dog aldrig garn til den.



Nu er den hoppet af pindene, 136 gr SilkWoll fra Garnudsalg har jeg brugt. Jeg har strikket den lidt kortere end opskriften; jeg vil bruge den til nederdele, så den må ikke være for lang
Garnet blev egentlig købt til et andet projekt, som ikke blev, som jeg ville have det; der er stadig rigelig på lageret til flere projekter.
Knapperne er fra lageret
Her tælles ned til ferien, som starter på fredag. I år står den på 10 dage i Nordjylland og en uge i Sverige - fire ugers strik og hygge venter forude

søndag den 3. juli 2016

Lyse nætter er i brug

Jeg blev færdig med Lyse Nætter for en uge siden, og jeg har også haft den på en enkelt dag.


Trøjen er såmænd blevet flot - farven er meget smukkere i virkeligheden, end min mobil kan fange. Alligevel er jeg ikke helt tilfreds med den; jeg kan ikke helt forklare hvorfor.
Cardiganen er strikket på pind 2½ og 3, garnet er fra lageret, købt helt tilbage til den tid, hvor Garnudsalg lige var startet op hjemme i boligen. 178 gram fik jeg brugt.
De 8 gennemsigtige blomsterknapper fandt jeg også på lageret, så lidt har jeg da ryddet ud

lørdag den 25. juni 2016

Fridage på Feddet

Trods det, jeg har haft fri i denne uge, har jeg ikke strikket ret meget. Jeg har nemlig været så heldig at 'låne' Svesken, mens hendes mor passede arbejde, mit hus og min hund - et ret godt bytte, synes jeg.
Jeg havde lejet en hytte på Feddet Camping fra søndag til torsdag, og jeg skal da lige love for, vi har hygget os

 Som I kan se, er Svesken noget af en 'kravlenisse', hun kravlede rundt på alt, hvad der kunne kravles på.
Vi spiste selvfølgelig is hver dag, en enkelt dag nåede vi endda to. Vi fik også spillet forskellige spil, den unge dame tævede mig bl.a. dagligt i Uno.
Skøn, skøn lille ferie, som vi forhåbentlig får mulighed for at gentage på et andet tidspunkt.

lørdag den 11. juni 2016

Jeg ved ikke helt, hvad der skete

men 'pludselig' havde jeg startet så mange nye strikkeprojekter op, at ikke engang jeg kunne overskue dem. Jeg besluttede derfor at gøre ét færdigt ad gangen.


Det første blev Lyse Nætter af Annette Danielsen. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg valgte lige netop dén til at blive først færdig. Jeg synes, det er en skøn cardigan, men på p nr 3 tager det altså en evighed, og min tålmodighed er ved at være brugt. Heldigvis er jeg godt i gang med det første ærme, så jeg satser på, jeg holder ved, selvom der er mange spændende projekter, der venter

søndag den 5. juni 2016

5. juni

Flaget blev hejst i god vind kl 08 i morges. Rigtig god Grundlovsdag



onsdag den 1. juni 2016

Projekt køkken

Det kræver tålmodighed at få lavet nyt køkken. Ét er, at jeg ikke kunne lave ordentlig mad, jeg havde heller ingen køleskab. Det sidste løste jeg ved at købe en 24 liters køleboks, så kunne da jeg have det mest nødvendige på køl.
Jeg lærte også at tage tøj med, når jeg gik i bad; måske stod der en håndværker i gangen, når jeg kom ud igen; de havde nøgle og lukkede sig selv ind.
Men det værste er, at det bliver ved at trække ud. Den plan, jeg fik udleveret i starten, sagde tre uger. Nu er vi i uge fem, og køkkenet er stadig ikke færdigt
Her har I dog et par billeder, hvor jeg har forsøgt at snige udenom de ting, der ikke er færdige endnu



Jeg er næsten færdig med at 'flytte ind' i køkkenet, nu skal der indkøbes hylder osv, så jeg kan sætte lidt personligt præg på det

mandag den 16. maj 2016

Mens håndværkerne knokler

får jeg syet lidt. Af en eller anden grund har jeg aldrig haft ret meget sommertøj, men i år skal det være anderledes.


Første færdige kjole er en Onion 2052. Jeg kan faktisk ikke huske, hvor jeg har købt stoffet, det har ligget på lager siden sidste sommer.
Den blå 'kasse' bagved er mit midlertidige 'køleskab', der kan jeg have de mest nødvendige madvarer til overlevelse, når jeg nu ingen køkken har

torsdag den 12. maj 2016

Man må sno sig ...

Sådan så min stue ud, da jeg vendte hjem fra det jyske.


Simba og jeg kunne lige nøjagtig sno os omkring alle kasserne og nå i sikkerhed i sofaen.
Heldigvis lysner det allerede, et par stærke, unge mænd er ved at omdanne kasserne til brugbart køkken

søndag den 8. maj 2016

Tid til nyt køkken


Det rækkehus, jeg købte sidste år, er fra 1968. Der er ikke gjort noget ved det i mange år, så der har været en del at se til. Turen er nu kommet til køkkenet - sådan her så det ud, da jeg kørte hjemmefra i mandags. Jeg glæder mig rigtig meget, til det bliver færdigt

fredag den 29. april 2016

Starten på Wiolakofte

Af det Navia Duo jeg købte på Færøerne, vil jeg strikke Wiolakoften. Jeg har set rigtig mange smukke udgaver, så nu er jeg altså nødt til at have en selv


Jeg er helt vild med den karrygule, men jeg kan ikke bruge den tæt på ansigtet uden at komme til at se syg ud. Nu pakker jeg den ind i et par smukke blå - indtil videre er jeg rigtig godt tilfreds

mandag den 25. april 2016

Blød, blød tweed

Den første trøje af garn, jeg købte på Færøerne, er færdig


Trøjen er strikket i Tweed fra Sandnes, hvor opskriften også kommer fra. Jeg er aldrig tidligere stødt på så blødt tweedgarn, men denne er blød som smør.
210 gr på p 4½ og 5

fredag den 22. april 2016

Færøske smykker

For mange år siden fik Datteren foræret nogle smukke færøske sølvsmykker. Armbåndet var nu så slidt, at det var ved at falde fra hinanden. Derfor blev jeg sendt ud og se på et nyt. Da jeg nu var i butikken, syntes jeg egentlig, det var på tide, jeg selv fik nogle af sølvsmykkerne, så jeg købte en broche og et par øreringe - og et nyt armbånd til Datteren


Smykkerne bliver i daglig tale kaldt 'knapsmykker', da de bliver brugt som knapper i de færøske nationaldragter

onsdag den 20. april 2016

Færøsk garnindkøb

En helt fantastisk tur til Færøerne er forbi. Jeg vil begynde med at vise mine garnindkøb, som ikke blev så voldsomme, som de kunne være blevet :-)


Jeg købte Snældan til en cardigan til Svesken. Navia Duo til en cardigan til mig selv. Sirri til en bluse til mig selv, og endelig kom der lidt Sandnes Tweed i kurven til en trøje, som jeg allerede er i fuld gang med at strikke. Det var først, da jeg lagde garnerne op, jeg lagde mærke til, at det meste af det er i forskellige blå nuancer.
Under garnet ligger en plaid, strikket dobbelt i ren uld. Det er ikke tit, jeg køber færdig strik, men plaiden er dejlig varm og lækker og ikke vildt dyr, så den måtte med hjem.

mandag den 11. april 2016

Færøerne kalder

Endelig oprandt dagen, senere i dag går turen til Færøerne.
De første par dage vil vi nyde Tórshavn, inden turen går til Fuglafjørður, hvor der er strikkefestival fra torsdag til lørdag. Jeg glæder mig helt vildt
Det stykke stof med lunder, jeg købte på messen i Rødovre, er omsat til en t-shirt


Jeg valgte at lave sort ryg, ærmer og halskant for ikke at have fugle overalt.
Nu vil jeg pakke. Jeg skal ikke have for meget med, der skal jo gerne være plads til at få lidt garn med hjem

tirsdag den 29. marts 2016

Fiskekutter


Mens jeg stadig troede, jeg skulle til Strikkefestival på Færøerne sidste år, fik jeg Didde fra Hønsestrik til at vælge farver til Fiskekutter for mig. Trøjen har egentlig været færdig et stykke tid, men ærmerne var blevet for lange, så den blev lagt i skammekrogen i laaaang tid.
Nu har jeg endelig gjort noget ved det, og ærmerne har den rette længde.
Fiskekutter af Annette Danielsen, strikket i 217 gram lækker Højlandsgarn fra Hønsestrik, hvor jeg også har købt knapperne

torsdag den 24. marts 2016

Lidt lunt til halsen


For et stykke tid siden lovede jeg en god ven at strikke et halstørklæde til ham. Det er endelig færdigt, og hvis det er for varmt nu, må det varme engang til næste vinter.
185 cm langt, 31 cm bredt. Strikket på pind 5 i 1 tråd uld og to forskellige farver alpaca, 358 gram i alt - og det hele er fra lageret

mandag den 14. marts 2016

Abelone

For længe siden købte jeg opskrift til Abelone hos garnudsalg.dk Jeg kunne ikke helt bestemme mig for garn og farve, så opskriften fik lov at ligge.
En skønne dag var der så tilbud på Italiens Tweed, og så slog jeg til.


Ca 700 gram på pind 4½ og 5½, strikket lige efter opskriften i længde, der passer mig. Kanpperne havde jeg på lageret.
Jeg er allerede flyttet ind i den, og jeg er ret sikker på, der kommer en lysere udgave på pindene inde længe

søndag den 28. februar 2016

Let og blød

På mit garnlager har der længe stået en blå cone med en marineblå Navia Uno. En dag faldt jeg over en opskrift på Familiejournal.dk


102 gram Navia Uno + 71 gram Angel strikket på pind 5 og 6½. Der er ca 1,2 kg på den blå cone, så den er da snart væk ;-)

Ind imellem strikker jeg karklude. De bliver alle sendt til det Midtjyske, hvor jeg har en glad aftager


tirsdag den 23. februar 2016

Sinfonia

For et års tid siden strikkede jeg Sinfonia til min datter. Jeg synes, den var skøn at strikke, så nu har jeg endelig fået strikket en til mig selv


Sølle 191 gram Einband på pind nr. 6







fredag den 19. februar 2016

Cardigan i Einrúm


Denne cardigan har været færdig siden før jul. Jeg havde den med til Jylland - hvor jeg glemte den, men nu er den 'kommet hjem'
Den er strikket i garn fra islandske Einrúm. Garnet er virkelig lækkert, det er en blanding af rå, islandsk uld og thaisilke, Desværre viser billedet slet ikke, hvor flot den blanding er.
Cardiganen er lavet uden lukning. Det virker ikke helt for mig, så nu overvejer jeg, hvordan jeg skal klare den lille udfordring
Jeg købte opskrift og garn til islandske strikkedage i efteråret, men da jeg nåede til ærmerne, var jeg løbet tør for garn. Heldigvis fandt jeg en forhandler i Roskilde, hvor jeg købte to ekstra nøgler. Garnhøkeren er en lille, men skøn butik med en virkelig dejlig indehaver; det er ikke sidste gang, jeg handler dér.
427 gram garn blev det til, herligheden er strikket på pind 3½ - den brede ribkant er strikket i drejet vrang, så nu har jeg da styr på det

tirsdag den 16. februar 2016

Endnu lidt fra lageret


Så fik jeg brugt lidt mere garn fra lageret. 316 gram Navia Duo, strikket på pind 3½. Jeg er ikke specielt vild med den, men den varmer godt under vinterfrakken, når min gamle hund skal luftes

søndag den 7. februar 2016

På messe i Rødovre

I går var jeg med en veninde på AOH messe i Rødovre. Irene fra Uldgaarden havde været så sød at sende rabatbilletter, så det var jo bare at komme afsted. Vi var omkring Uldgaardens lækre stand og fik sagt tak for billetterne til Irene, som er et virkelig rart menneske - og så havde hun selvfølgelig en lækker trøje på
Der var mange mennesker, da vi kom til Rødovre, og det var næsten umuligt at finde en p-plads. Heldigvis føltes det ikke så voldsomt, da vi kom ind i hallen, hvor der var fristelser overalt.
Jeg købte ikke ret meget (slet ingen garn). To stykker stof blev det til


Dette stykker med lunder skal blive til en t-shirt. Om to måneder skal jeg til strikkefestival på Færøerne, der passer denne perfekt ind


Jeg købte også dette stykke stof, som skal blive til en nederdel. Jeg går næsten altid i kjole, så nu vil jeg udvide med nederdele, der giver flere muligheder med forskellige bluser til

lørdag den 30. januar 2016

Elsas Sweater


Jeg har endelig fået strikket en Elsa sweater (Elsa er fra filmen Frost). Jeg købte garn til den hos Hønsestrik for næsten et år siden, og jeg gik også i gang. Jeg havde købt det blødeste bomuldsgarn, men da jeg nåede til mønsteret, gik det helt galt; jeg kan simpelthen ikke få det pænt i bomuldsgarn, så den blev pillet op og lagt væk.
Fornylig købte jeg så Cottonwool fra Garnudsalg. Jeg synes, det er lidt hårdt, men jeg håber, det ændrer sig i brug.
Jeg har strikket i flere forskellige størrelser, så den kom til at passe den lange, tynde Sveske. Jeg har brugt 196 gram blå og 24 gram råhvid, og jeg har strikket på p. 4
Trøjen var stadig våd, da jeg nåede at tage billede, inden den forsvandt ud af huset, det er derfor, den ser skjoldet ud

onsdag den 13. januar 2016

Mere fra lageret

Efterhånden har jeg fået samlet en del rester af højlandsuld fra forskellige projekter.


Nu har jeg omsat 275 gr af dem til dette tørklæde, som er strikket med to tråde på p. 5. Det måler 185 x 65 cm

mandag den 11. januar 2016

Her strikkes stadig fra lageret

Denne gang er det blevet til en bluse i Navia Uno


188 gr på pind 3½. Opskriften er fra Navia hæfte nr. 19.