Sløjfer

søndag den 15. september 2013

Jeg rydder op - igen igen

Fra tid til anden bruger jeg en time eller to til at få orden på mit krea-rum; der er alt for mange ting derinde, og det tager rigtig lang tid at få styr på det.
I øjeblikket tager jeg fat på mine UFO'er og beslutter mig for, hvad der skal laves færdigt, og hvad der skal trævles op.
Sidste år ved denne tid strikkede jeg bl.a. på Samsø af Annette Danielsen. Bul og ærmer var færdige, samlede og et stykke af raglanen var strikket - og så løb jeg tør for garn :-( . En veninde mente, hun havde et ekstra bundt liggende, hun skulle bare lige finde det - nu er tålmodigheden sluppet op, og trøjen ser sådan ud:


Det er selvfølgelig surt, for der er lagt mange timer i den, men nu slipper jeg for at spekulere mere på, om den nogensinde bliver færdig, og mon ikke jeg finder på noget andet at bruge garnet til?

fredag den 13. september 2013

Endnu en færdig bestilling

Og bestemt ikke en af de mest spændende. Allerede sidste efterår bestilte en veninde en sort trøje, der skulle være lang nok til at varme bagen.
Jeg indrømmer det blankt, jeg er ikke vild med at strikke i sort. Det er kedeligt, og jeg har problemer med at se det, når dagslyset forsvinder (jeg må virkelig se at få gjort noget ved mit lys i stuen)


Nu er det dog lykkedes. Denne gang har jeg strikket i 3-trådet Navia på p. 5½, og jeg har brugt 445 gr.

mandag den 9. september 2013

Strikket blev der også

Jeg strikkede selvfølgelig også mens vi var i Sverige. Færingen har længe ytret ønske om en trøje, så nu skulle det være. Han havde helt klare ønsker om farver og mønster, så det var nemt at gå til.


Jeg har strikket i Navia Duo, 381 gr. har jeg brugt, og jeg har strikket på p. nr. 3½

lørdag den 7. september 2013

Gensyn med fortiden



Fra 1979 til 1988 var jeg Konstabel i Flyvevåbnet. Knap tre af de år tilbragte jeg på Færøerne, og det var dér, jeg grundlagde min store kærlighed for de smukke øer i Nordatlanten.
Siden udstationeringen har jeg været medlem af Soldaterforeningen Mjørkadalur, og i denne weekend holder vi vores årlige generalforsamling. Som regel er den officielle del hurtigt overstået, og så går vi direkte til den festlige del. Der bliver hygget igennem og fortalt soldaterhistorier, der bestemt kun bliver bedre med årene.
Det bliver en rigtig god weekend.

fredag den 6. september 2013

Lidt mere Sverige

Som skrevet lavede vi ikke meget, da vi var i Sverige. 


Vi havde taget mad med til weekenden, og mandag kørte vi så til Ullared for at handle. Gekås reklamerer med at være Skandinaviens største varehus. Og stort, dét er det. Jeg blev faktisk helt ør af at prøve at finde rundt derinde. Madafdelingen synes jeg dog ikke var så stor, så vi fik hurtigt handlet det, vi skulle bruge, så vi kunne komme ud igen.


På vej hjem fra Svrige kørte vi forbi Yllefabrikken i Klippan. Jeg havde jo set en dygtig strikker hente masser af garn hjem derfra. Men sådan kom det ikke til at gå - dette skilt hang over de næsten tomme garnkasser :-(


Sølle fem fed blev det til, farverne er der til gengæld ikke noget at udsætte på

torsdag den 5. september 2013

Hjemme igen

En helt fantastisk uge i Sverige er slut, ja, den sluttede faktisk allerede i fredags. Aldrig har vi da slappet så meget af, det tog ikke lang tid at komme ned i gear.
Vi boede i et ældre hus langt væk fra alting. Til gengæld havde vi udsigt til en smuk sø fra næsten alle vinduer i huset.

Solen skinner og får træerne til at spejle sig i søen

Udsigt fra en lille stue i huset

Simba nyder også udsigten, han er nemlig en rigtig vandhund