Sløjfer

søndag den 28. februar 2010

Rusten syerske

Jeg har ikke syet i rigtig lang tid, men nu har jeg fået mit første barnebarn, og lysten til syning er kommet tilbage.
Jeg er ved at sy et par overalls - og de driller. Ikke at der er noget svært ved dem, men de driller alligevel. Først var det et par stropper, der er så smalle at jeg ikke kan vende dem, ikke engang med hjælpemidler. Nu har jeg besluttet mig for at sætte et velourbånd på i stedet. Bagefter kom turen til elastikkerne i siderne, uanset hvor mange nåle, jeg sætter i, bliver elastikken ikke siddende, mens jeg syr, så den rynker slet ikke. Øv. Nu har jeg sat mig med strikketøjet, det driller nemlig ikke

fredag den 26. februar 2010

Lidt færdigt strik

Trøje i Sisu, strikket til en skøn dreng på Færøerne












Promenade strikket i Holst Garn

mandag den 22. februar 2010

En hektisk uge er slut

Sidste uge var skøn - og hektisk.
Tirsdag fik jeg besøg af Hildur fra Færøerne, og traditionen tro, fik hun hurtigt sat gang i en række projekter. Der blev malet loft, hængt lamper op, sat persienne op og et par skinner i loftet blev sat op; dem skal jeg bruge til at lukke for min gardarobe med panelgardiner.
Weekenden blev noget roligere. Afslapning, gåtur i sneen, god mad, rødvin og dejligt selskab - kroppen er nu afslappet og energien i top.
Desværre meldte de første tegn på forkølelse sig i aftes, og i morges vågnede jeg med hovedet fuldt af snot - øv.

tirsdag den 9. februar 2010

Tilbage på jobbet

Efter tre måneders sygemelding er jeg endelig startet på arbejde igen. Jeg er begyndt med en morgenuge, så jeg møder allerede kl 06:00. Det er lidt sejt at stå op kl 04:15, når man i lang tid først er stået op, når det er blevet lyst.
Jeg løber hurtigt træt. I går tog jeg hjem fra arbejde kl 11:00 og gik en tur med hunden. Bagefter snuppede jeg to timer på sofaen. Det forhindrede mig ikke i at gå tidligt i seng, og klokken 21:00 slukkede jeg lyset og faldt straks i søvn.

mandag den 1. februar 2010

En ny uge er begyndt

Endnu en weekend er slut. Havde et par venner på besøg; der blev set håndbold og snakket, dejligt.
I morgen er der atter lovet masser af sne, gad vide, om det bliver muligt at komme udenfor en dør.
Der er gang i strikkepindene. Er lige blevet færdig med en bolero, og lige nu er vesten Sanne på pindene. Der kommer billeder senere.