Sløjfer

søndag den 30. marts 2014

Tilbage til 'normalen'

Tusind tak for alle jeres dejlige hilsner til mit seneste indlæg.

Min mor er kommet hjem, men mangler stadig nogle undersøgelser, som de ikke kunne finde tid til at klare, mens hun var indlagt. Hun har fået ilt, som hun skal bruge døgnet rundt; det kræver selvfølgelig noget tilvænning, men både hun og min far er glade for, at de nu er sammen igen.

På strikkefronten er der ikke sket alverden, men jeg satser på at få lavet lidt færdigt de næste par dage

fredag den 21. marts 2014

Det startede ellers så godt

Ugen startede rigtig godt. Jeg kom hjem fra job mandag morgen og skulle nu nyde et par fridage.
I løbet af dagen fik Færingen et opkald, han skulle på Nordsøen onsdag morgen, så det var ikke lang tid, vi fik sammen i denne omgang.
Onsdag eftermiddag blev jeg så ringet op, min mor var kommet på sygehuset. Hun har længe haft problemer med at trække vejret, og et besøg hos lægen endte altså med en indlæggelse.
Min far ligger i en sygeseng derhjemme, det har han gjort i to år, og han kan ikke klare sig selv - overhovedet. Så med ét blev min uge noget mere travl, end jeg havde forestillet mig. Min far skal have mad og gerne lidt selskab, min mor skal besøges og have lidt selskab, og Hunden skal jo stadig luftes og også have selskab. Sammen med et par arbejdsdage, blev der pludselig nok at se til.
Heldigvis bliver min mor nu checket godt igennem, og hun får ilt, så vi satser alle på, at hun snart kommer hjem igen.
Hos mig selv flyver støvet omkring, og der bliver ikke strikket ret meget; jeg får heller ikke kigget ret mange blogindlæg, men jeg vender snart tilbage

mandag den 10. marts 2014

Lyseblå cardigan

Da jeg var færdig med Fjara, fandt jeg ud af, at jeg 'manglede' en cardigan, der passer dertil.


Det blev til Lulu fra Suveræn Strik af Lene Holme Samsøe. Jeg er strikket den i Léttlopi på pinde 5, og der er brugt 460 gr af garnet, som er købt i Hønsestrik . Nu skal jeg på jagt efter passende knapper

fredag den 7. marts 2014

Nye knapper


Kirsten, som har bloggen maskebal.blogspot.dk/ laver de skønneste knapper, som hun bl.a. sælger på Amio





Jeg købte de fine grå, som jeg egentlig ville sætte i Sveskens nyeste trøje. Jeg syntes dog, de var for store, men mon ikke jeg finder noget andet, de kan bruges til; det tror jeg.
Da knapperne kom, fandt jeg også de fine røde, som Kirsten synes, jeg skulle have ekstra, sikke en dejlig overraskelse :-)

mandag den 3. marts 2014

Nu flyver sommerfuglene

 

Fiðrildaslóð er endelig færdig. Det tog ikke så lang tid at strikke den, til gengæld tog det lidt tid med monteringen. Mest fordi jeg skulle tage mig sammen til at klippe den op til cardigan. Det gik dog fint. Jeg hæklede kanter, tog en dyb indånding og klippede. Jeg havde ikke fået lukket ordentligt af i start og slut, men det klarede jeg med nål og tråd bagefter.
Kroppen og følehornet på sommerfuglen er syet på bagefter, og der er mange, skal jeg hilse og sige.
Efter opskriften skulle der laves fem knaphuller; jeg har lavet seks, og jeg synes godt, der kunne have været flere, den gaber en anelse mellem knapperne
Alt i alt er jeg dog tilfreds, og jeg er glad for, jeg er kommet mig over min tøven med at klippe i strik
Opskriften er fra Islandsk Strik. Garnet er købt hos Hønsestrik og Svesken har selv valgt bundfarven, mens Datteren valgte de resterende farver